Forfatterarkiv: H6527

Vedbæk Havnedag – program

Vedbæk Havnedag 2023

Spændende – og meget alsidigt – program klar for Vedbæk Havnedag søndag den 13. august 2023.

Rudersdal Kulturparaply har ikke egen stand eller aktivitet, men står for koordinering af sceneområdet og har derfor også indgået i arrangementsgruppen bag Havnedagen i Vedbæk. Vi håber på mange gode snakke i løbet af dagen.

Nærum Kulturdag 2023

Kom til Nærums store, festlige familieevent den 16. juni kl. 15-20.
Til Nærum Kulturdag omdannes området omkring biblioteket og Gården i Nærum til et festligt mylder af oplevelser for alle aldre.
Bag det årlige arrangement for børn og voksne står Rudersdal Bibliotekerne, Rudersdal Museer, Ung i Rudersdal, Kultursekretariatet og Rudersdal Kulturparaplyen i samarbejde med aktive og foreninger i og omkring Nærum.
Gratis adgang.

Program

15.00-16.00 Vær med til Stompworkshop– alle er velkomne
16.00-16.30 Rudersdal Bevægelsesakademi / RUBA (bibliotekshaven)
16.40-17.00 Nilens Juveler (danseopvisning i bibliotekshaven)
16.30-17.30 Hulahop- og vimpelworkshop med RUBA
17.00-17.30 SNIK Gymnastik (bibliotekshaven)
17.40-18.00 Nilens Juveler (bibliotekshaven)
18.15-20.00 Koncert med Backbone (ved Ung i Rudersdal)

Oplevelser på Nærum Kulturdag

– Biblioteket – ude og inde – Tag på skattejagt eller byg bogtårn
– Gården (UiR) byder indenfor til aktiviteter og slutter med koncert
– Rudersdal Museer viser billeder fra lokalhistorien og byrumsudstilling
– Hør om det historiske Nærum hos HisTop
– Smag syriske specialiteter hos Dansk-Syrisk Kulturforening
– Fart over feltet med Rudersdal Bevægelsesakademi (RUBA)
– SNIK Gymnastik byder op til dans
– Prøv at sidde i Nordsjællands Brandvæsens flotte brandbil
– Lav collager med Rudersdal Frivilligcenter og hør om frivillighed
– Nærum Grundejerforening og Det sker i Nærum med sjove aktiviteter
– Mød Nærum Lokalteater
– Kig forbi Nærum Kirkes kreaværksted
– Lill Nørgård med kurve lavet af genbrugsplast
– KulNatur-foreningen Skodsborg serverer vilde smagsprøver
– Mød de glade børn og voksne fra Børnehuset Tudsen
– Mød De Røde Portes Venner
– Få en snak med ejendomsmægler Regine Liljengren
– Mød din lokale el-installatør og lysleverandør, Søkvist el-anlæg A/S
– Mad og drikke i Hegnsgårdens café og pølser fra Gårdens grill

Se eventen på Facebook

Digteraften – 6. juni

Denne inspirerende digteraften med tre spændende digteres oplæsning af deres tekster foregår i Café Hyggestund’, Hovedgaden 47, Birkerød.
Det er tirsdag d. 6. juni klokken 17.30 – 20.30
Der er gratis entré. Før eller undervejs kan du købe en bid mad, snacks og lidt at drikke.

Arrangeret af Café Hyggestund’ og Rudersdal Kulturparaply

Foreslå modtagere af årets priser

Kom med dit/jeres forslag, for priserne uddeles kun blandt jeres forslag.
I Rudersdal Kommune uddeles:
Kulturprisen – Frivilligprisen – Ungdomslederprisen – Talentprisen.
Brug let link under de enkelte priser at foreslå modtager – senest 1. juni.

Kulturprisen: Hvert år uddeles Rudersdal Kommens Kulturpris til person eller forening, som har gjort en særlig frivillig indsat indenfor kulturen. Alle i Rudersdal kan komme med forslag.
Forslagne behandles af Rudersdal Kulturparaply, som laver en indstilling til Kultur- og Fritidsudvalget, som tildeler Kulturprisen.
Kom med forslag til Kulturprisen HER

Frivilligprisen: Frivilligprisen tildeles årligt til en person, leder, forening eller netværksgruppe, som har ydet en særlig indsats i Rudersdal indenfor alle typer frivilligt arbejde.
Send forslag til jury, som indstiller en kandidat til Folkeoplysningsudvalget, som tildeler prisen. Juryen består primært af repræsentanter fra det frivillige arbejde i Rudersdal (inkl. Kulturparaplyen).
Send forslag til Frivilligprisen HER

Ungdomslederprisen / Lederprisen: Prisen uddeles en gang årligt til en frivillig ungdomsleder, som har ydet en særlig ledelsesmæssig indsats i Rudersdal Kommune i det organiserede forenings- og kulturliv, uanset foreningstype. Kan også gives til anden frivillig leder.
Forslagene behandles af jury, der bl.a. består af Rudersdal Kommunes paraplyorganisationer Rudersdal Kulturparaply, Rudersdal Idrætsråd, Frivilligcenter Rudersdal og BUS, Rudersdal. På den baggrund tildeler Folkeoplysningsudvalget prisen til årets modtager.
Indstil modtager af Ungdomslederprisen HER

Talentprisen: Prisen gives til en ung under 18 år indenfor én af disse kategorier:
– Idræt
– Science (innovation, uddannelse, forskning og lign.)
– Kunst og Kultur (musik, teater, dans og billedkunst).
Prismodtager vælges af Folkeoplysningsudvalget på baggrund af indstillinger fra Rudersdal Kommunes fagkonsulenter indenfor de enkelte områder.
Foreslå kandidater til prisen HER

Mere info: Hver prismodtager får, udover æren, et diplom, en buket blomster og et værk af Årets Kunstner. Dog modtager Talentprisvinderen i stedet en statuette samt 3.000 kr. Priserne vil blive overrakt ved Frivilligfesten i Mariehøjcentret på Frivillig Fredag 2023 den 29. september.

Se mere om priserne på Oplev Rudersdal
Fristen for at indstille til årets priser er torsdag den 1. juni.

Generalforsamling 2023

Medlemmer af Rudersdal Kulturparaply indbydes til vores generalforsamling onsdag den 19. april 2023 kl. 19.00 – i Vedbæk Kulturhus (den gamle station, indgang i opgang på bygningens højre side)

Det giver mulighed for at høre mere om de forskellige aktivitet og en mulighed for at påvirke, hvad vi skal fokusere på. Du har også mulighed for at engagerede dig i aktiviteter og for at komme med ideer til aktiviteter i Kulturparaplyen. Ring gerne (23 72 76 11), hvis du på forhånd vil vide mere.

Dagsorden ifølge vedtægterne:

  1. Valg af mødeleder (indstilles af bestyrelsen)
  2. Registrering af stemmeberettigede repræsentanter
  3. Formandens beretning
  4. Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse
  5. Indkomne forslag
  6. Drøftelse af hovedlinjerne for foreningens virksomhed for det kommende år, herunder fremlæggelse af forslag til budget og fastsættelse af kontingent
  7. Valg:
    Bestyrelsesmedlemmer – jf. § 7
    2 Suppleanter
    Revisor og revisorsuppleant
  8. Eventuelt.

Denne gang har vi også et særligt punkt i programmet:
Hans Henrik Goth vil kort fortælle om det nye Vedbæk Kulturhus, som han er hovedkraften bag. Han vil også fortælle om den nye Vedbæk Kulturnat, som han/de startede sidste år, og som kommer igen torsdag den 11. maj kl. 17-20. Følg også alle deres aktiviteter på Facebook.

Generalforsamlingen for Rudersdal Kulturparaply foregår i år i det nye kulturhus i Vedbæk

Vi håber, vi ses til en hyggelig aften!
Venlig hilsen, Bestyrelsen for Rudersdal Kulturparaply

Med til Nærum Kulturdag?

Kære forening, kulturaktiv eller erhvervsdrivende i Rudersdal

Nærum Kulturdag er i år fredag den 16. juni kl. 15 – 19.
Vi håber, I vil være med!

Nærum Kulturdag er en hyggelig dag, hvor borgere i Nærum, voksne som børn, kan møde kulturen, erhvervslivet, idræts- og foreningslivet i Nærum og måske opdage nye interesser, produkter og partnerskaber. Igen i år bliver der arbejdet på gode overraskelser og masser af stemning.

Nærum Kulturdag finder sted på Biblioteksalléen i Nærum – ved udendørsområderne omkring Nærum Bibliotek, Gården i Nærum (Ung i Rudersdal), Rudersdal Museer/Historisk Arkiv, Hegnsgården og Biblioteksparken. Placeringen af jeres aktivitet vil som udgangspunkt være i Biblioteksparken. Det er gratis at deltage, både med en stand eller som gæst.

I kan melde jer til med en stand og eller et kort underholdende indslag (fx en opvisning) inden 2. maj 2023 ved at skrive til Merete fra Kultursekretariatet, mear@rudersdal.dk.
Vær opmærksom på, at der kan være adgang til strøm efter ønske, men at I selv skal medbringe borde, stole, pavilloner, kabler og eventuelt lydanlæg.

Når I tilmelder jer, vil vi bede jer om at svare på følgende:
– Vil I deltage med en stand, optræden/opvisning eller begge dele?
– Fylder jeres stand mere end en enkelt pavillon? I så fald: Hvor meget?
– Har I brug for adgang til strøm?

Vi glæder os!
De bedste hilsener fra arrangørgruppen,
Miki Kondrup Due og Karina Smith Petersen, Ung i Rudersdal
Morten Meinert Jensen, Rudersdal Museer
Helle Jensen, Rudersdal Bibliotekerne
Merete Arnoldi, Kultursekretariatet
Jack Otto Kristensen, Rudersdal Kulturparaply, jack-ok@cavalius.dk / 23 72 76 11

Nærum Kulturdag – 16. juni 2023

“Lidt Litt” – nyt initiativ

Vi synes, at nogle arrangementer om ord, litteratur og bøger måske bliver overset lidt. Mange vil gerne deltage, men misser det måske.

Det må vi kunne gøre noget ved!
Vi har lavet en oversigt over nogle “litt”-arrangementer i den kommende tid i Rudersdal. Tanken er, at hvis alle arrangørsteder deler oversigten – som plakat eller online – så hjælper vi hinanden til sammen at synliggøre alle de ting, der rent faktisk foregår. Hvis ideen fænger, vil vi med jævne mellemrum opdatere listen med nye arrangementer.
Og der er sikkert allerde noget, som vi har overset.
Giv gerne et tip på jack-ok@cavalius.dk

Generalforsamling 2023

Rudersdal Kulturparaply holder ordinær generalforsamling i det nye Vedbæk Kulturhus – i den gamle stationsbygning. Der er indgang til vores lokale på højre side af bygningen (når man står på gaden foran). Så generalforsamlingen er også en anledning til at opleve den skønne bygning.
Det er vi meget glade for!

Du kan se den sædvanlige dagsorden i vedtægterne her.
Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål. Se hele bestyrelsen her

Kulturparaplyens generalforsamling i det nye Vedbæk Kulturhus

Invitation til hædring af årets kunstner

Rudersdal Kommune inviterer til reception for at hædre Årets Kunstner 2023 – keramikeren Priscilla Mouritzen fra Holte. Borgmester Ann Sofie Orth vil byde velkommen samt overrække titlen. Efter hædringen bydes på et lille glas.

Prisen “Årets Kunstner” uddeles i år for 16. gang, og er dermed en god tradition, som sætter fokus på den mangfoldighed af dygtige kunstnere, som bor i Rudersdal. Rudersdal Kulturparaply er med i “kunstjuryen” for denne pris, som uddeles af Rudersdal Kommune.

Alle er velkomne til receptionen i Rådssalen i Rådhuset, Øverødvej 2, Holte.
Det er torsdag den 23. februar kl. 15.30.

Update: Se omtalen af begivenheden her.