Hvem tager prisen i år?

Du kan nu komme med dit forslag til årets priser 2021

Kender du nogen, der fortjener en ekstra anerkendelse for en særlig frivillig indsat? For nu kan du frem til søndag 6. juni foreslå modtagere af Rudersdal Kommunes priser.

Foreslå via links – og læs mere nedenfor eller på kommunens hjemmeside.

Indstil til Kulturprisen
Indstil til Frivilligprisen
Indstil til Talentprisen
Indstil til Ungdomslederprisen

Kulturprisen – for en kulturel indsats

Rudersdal Kommune uddeler hvert år en kulturpris til en person, en forening eller en netværksgruppe, som har ydet en særlig indsats inden for det frivillige kulturarbejde. Det kan både være som arrangør, udøver eller leder. Prisen er en anerkendelse af den ekstraordinære frivillige indsats, som bidrager til et rigt, kvalitativt og alsidigt kulturliv i kommunen.

Alle borgere i Rudersdal kan fremsende deres anbefaling til, hvem der skal modtage prisen. Disse behandles hos Rudersdal Kulturparaply, hvorefter Kultur- og Fritidsudvalget udpeger prismodtageren på baggrund af Kulturparaplyens motiverede indstilling.

I 2020 gik prisen til Lars Wiskum.

Frivilligprisen – et skulderklap for frivillig indsats

Frivilligprisen uddeles en gang om året til en person, en leder, en forening eller en netværksgruppe, som har ydet en særlig indsats i Rudersdal inden for frivilligt arbejde. Alle typer af frivillighed kan komme i spil til Frivilligprisen.

Som borger eller frivillig forening eller netværk, kan du via linket fremsende dit forslag til den nedsatte jury, som blandt de indkomne forslag indstiller en kandidat til prisen. På baggrund af juryens indstilling vil Folkeoplysningsudvalget træffe den endelige beslutning om modtager af Frivilligprisen.

Den nedsatte jury består af repræsentanter fra de forskellige del af det frivillige område i Rudersdal – herunder en repræsentant for Folkeoplysningsudvalget, for det frivillige sociale arbejde, for det kulturelle område, for den selvorganiserede frivillighed samt en repræsentant for de frivillige, der yder en frivillig indsats i kommunalt regi. 

I 2020 modtog Sri Sai Das Frivilligprisen.

Talentprisen – et stjerneskud

Talentprisen gives årligt som en anerkendelse af og en opmuntring til et ungt talent under 18 år, bosiddende i Rudersdal Kommune indenfor en af de 3 kategorier:
– Idræt
– Science (innovation, uddannelse, forskning o.lign.)
– Kunst og Kultur (musik, teater, dans og billedkunst).

Alle indstillinger fremsendes til en jury bestående af fagkonsulenter fra Rudersdal Kommune, som indstiller én kandidat fra hver af de tre kategorier. Ud fra juryens indstilling træffer Folkeoplysningsudvalget den endelige beslutning om modtager af Talentprisen.

I 2020 gik prisen til den unge pianist Peter Anton Juhl Madsen.

Ungdomslederprisen – ung og engageret leder

Ungdomslederprisen uddeles årligt til en frivillig ungdomsleder, som har ydet en særlig ledelsesmæssig indsats i Rudersdal Kommune inden for det organiserede forenings- og kulturliv. Ungdomslederprisen er fælles for alle foreningstyper.

Alle netværk og bestyrelser for foreninger i kommunen kan indstille en ungdomsleder til prisen. Der kan kun fremsendes én indstilling fra samme forening.

Som udgangspunkt tildeles en Ungdomslederpris målrettet til en ungdomsleder, men såfremt der modtages et kvalificeret forslag, kan der uddeles i stedet en Lederpris til en, der udfører et frivilligt ledelsesarbejde, hvor andre end børn og unge understøttes.

Alle indstillinger vil blive fremsendt til den nedsatte jury, der består af Rudersdal Kommunes paraplyorganisationer Rudersdal Kulturparaply, Rudersdal Idrætsråd, Frivilligcenter Rudersdal og BUS Rudersdal. På baggrund af juryens indstilling vil Folkeoplysningsudvalget træffe den endelige beslutning om, hvem der skal modtage Ungdomslederprisen.

I 2020 gik prisen til Kristine Stub Rønø.

Priserne uddeles ved årets Frivilligfest, som afholdes fredag den 24. september.