Er du en af Rudersdals mange frivillige? Så kom til frivilligfest og vær med til at fejre fællesskabet onsdag den 28. oktober 2015 fra kl. 18-21 på nye Kulturcenter Mariehøj
Frivilligheden skal hyldes i Rudersdal, og det sker ved afholdelse af den første frivilligfest og ved uddeling af Rudersdal Kommunes første Frivilligpris. Kommunalbestyrelsen ønsker at anerkende den store indsats med alle typer af frivillighed, og har derfor taget initiativ til en aften, hvor der sættes pris på det store engagement som borgere og foreninger i Rudersdal udviser året rundt.
’Vi har fået gennemført en Frivilligpolitik og en guide til frivillige, og der har i det hele taget været meget fokus på frivillighed i Rudersdal de sidste mange år. Et nyt tiltag er at invitere alle frivillige – enkelte borgere såvel som netværksgrupper og foreninger til en aften, hvor vi anerkender og siger tak. Vi er også i Kommunalbestyrelsen rigtig stolte af den flotte frivillige indsats med modtagelse og integration af de mange nye flygtninge. Vi ser, at der foruden de etablerede foreningers indsats også opstår lokale initiativer i et omfang, som man kun kunne drømme om udtaler medlem af Kommunalbestyrelsen og formand for Folkeoplysningsudvalget Jens Darket (V).’
Mangfoldig frivillighed
Arrangementet varer små 3 timer og byder på lidt godt til ganen, musik og underholdning. Borgmester Jens Ive overrækker udover Frivilligprisen også Talentprisen, Kulturprisen/Kulturlederprisen og Ungdomslederprisen. Derudover kan du møde andre frivillige og gå på opdagelse i Frivilligmarkedet, hvor adskillige foreninger og interesseorganisationer viser, hvad de laver.
Hvem skal modtage Rudersdal første Frivilligpris?
Frivillighed er tænkt i bred forstand. Alle typer af frivillige indsatser kan komme i til Rudersdal Frivilligpris. Prisen er et skulderklap for den ekstraordinære frivillige indsats og gives til en, der har gjort en forskel.
Alle kan være med til at indstille en frivillig indsats, og det kan være frivillige indsatser indenfor alle typer af foreningsarbejde som idræt, spejder, frivilligt socialt arbejde, individuelle og selvorganiserede frivillighed og det kulturelle område.
Kender du en besøgsven ud over det sædvanlige eller er der en i din forening eller klub, der altid tager en ekstra tjans, så kan du indstille dem til prisen. Det kan også være det mangeårige bestyrelsesmedlem, der sørger for at det hele løber rundt dag ud og dag ind – året rundt eller den nye mand fra gaden, der bringer helt nye tanker på bordet. Mulighederne er mange, og vi vil gerne høre hvem, der har gjort en forskel for dig.
Modtageren af prisen kan være medlem af en frivillig organisation, netværk, forening eller være en borger, der på egen hånd yder en ekstra indsats. Frivilligprisen består af et værk af årets kunstner i Rudersdal i 2015. Kom med dit bud til årets Frivilligpris på www.rudersdal.dk/frivilligpris inden den 23. oktober.
Vil du med til frivilligfesten? Tilmelding til Frivilligfesten sker efter først til mølle–princippet. Læs mere og tilmeld dig på www.rudersdal.dk/frivilligfest .