Blæserkvintetten, som spiller i Mantziusgårdens koncertsal mandag den 22. februar kl. 19.30, består af fem unge musikere: Kenny Aaberg Larsen på fløjte, Daniel Bogorad på obo, Nicolai Eghorst på klarinet, Christian Vinther på horn og Magnus Koch Jensen på fagot.
De siger om sig selv, at de er fem glade drenge, der elsker at spille musik, især med hinanden. De har alle fem fået deres første solide grundskoling i Tivoligarden. Siden har de som voksne studeret ved musikkonservatorier i Zürich, Mannheim, New York og København. Sideløbende med deres ansættelse i diverse danske symfoniorkestre har de siden 2006 spillet sammen i kvintetten, som fik navnet Carl Nielsen-Kvintetten. De har med succes givet talrige koncerter i musikforeninger og ved festivaler rundt om i landet. I 2014 vandt de 2.pris ved P2’s Kammermusikkonkurrence, og 2015 vandt de 1.pris ved Carl Nielsen International Chamber Music Competition samt prisen for den bedste fortolkning af Carl Nielsens musik.
Aftenens program består af følgende værker:
György Ligeti: Seks bagateller for blæserkvintet
Jørgen Jersild: At spille i skoven
Paul Taffanel: Blæserkvintet, g-mol
Billetsalget starter kl. 19.00. Der sælges løssalgsbilletter til almindelig pris: 150 kr. Studerende indtil 26 år: 75 kr. Børn og unge under 18 år: gratis. Billetter kan også købes over BILLET net. Der sælges kun unummererede pladser.