Kom og oplev det vide, det vilde og det vidunderlige lokale engagement. Foreninger og lokale talenter optræder på scenen, udstiller deres kunstværker, holder workshops og giver smagsprøver på deres yndlingsmad.
Det er søndag den 16. juni kl. 11 – 15.30 i Kulturcenter Mariehøj,
Øverødvej 246 B i Gl. Holte.
Frivilligcenter Rudersdal, Rudersdal Kulturparaplyen og KulNatur-foreningen Skodsborg inviterer for første gang til denne fest for engagement og fællesskab. Her kan du møde omkring 30 foreninger og lokale talenter – og selv være med i fællesskabet.
Programmet for dette nye Del Dit Talent arrangement er alsidigt, og der er aktiviteter for børn og voksne og familier.
Hent det fulde program her
11 – 12 Workshops
Vær med til dans og hullahop med Rudersdal Bevægelsesakademi. Tegn, mal og klip med Dansk Syrisk Kulturforening, spil gadefodbold med DGI Nordsjælland. Hyg dig på bålpladsen med Naturligvis. Ældre Sagen inviterer til Petangue. Du kan også deltage i en times meditation eller prøve den kinesiske meditation Falun Gong. Du kan også være med til let træning og hygge med Skovfit.dk, som lægger ny rute ved Mariehøj og opleve Røde Kors demonstrere hjertestarteren.
12 – 13 Smagsprøver på etnisk mad
Dansk Syrisk Kulturforening og Dansk Eritreansk Forening giver lækre smagsprøver fra deres eget køkken. Biavlerne giver smagsprøver på honning fra Mariehøj. Mulighed for at købe drikkevarer.
13 – 15.30 Talenter på scenen
Glæd dig til JazzLines med Jørgen Rassing og Line Damkjær, når FREDAGSMATINÈ og Ældresagens Musikgruppe kommer på besøg. Hør sanselige digte med Bo Lettes Gæstebud og dans med Rudersdal Bevægelsesakademi. Oliver Sommer optræder med egne sange, og Nærum Lokalteater giver en smagsprøve fra årets cabaret og starter kanon-sang og let flerstemmighed. Unge fra Teatermejeriet optræder med miniforestilling, og så bliver der smagsprøver på kammermusik med Nonetten, som er en kreds af velspillende amatørmusikere.
Udstilling
Lokale kunstnere udstiller hele dagen grafiske tryk, malerier, akvarel, malerier og patchwork og quiltede tæpper.