Månedsarkiv: juni 2018

Kom med forslag til Kulturprisen 2018

Du kan nu indstille en person, du synes har ydet en helt særlig kulturel indsats i Rudersdal.

Rudersdal Kommune uddeler hvert år en kulturpris til en person, en forening eller en netværksgruppe, som har ydet en særlig indsats inden for det frivillige kulturarbejde. Det kan både være som arrangør, udøver eller leder.

Prisen er en anerkendelse af den ekstraordinære frivillige indsats, som bidrager til et rigt, kvalitativt og alsidigt kulturliv i kommunen. Udover æren som årets modtager af Kulturprisen modtager vinderen også et diplom, en buket blomster og et værk af årets kunstner i Rudersdal.

Kultur- og Fritidsudvalget udpeger prismodtageren på baggrund af en motiveret indstilling fra Rudersdal Kulturparaply.

Sidste år gik prisen til Benjamin Graham for at skabe et levende og inspirerende ungemiljø i Rudersdal. Benjamin er bl.a. er udvikler og gennemfører af musikfestivalerne Rudersdal Live og Lydfest og skaber af og formand for Café Birken, som et samlingssted for unge i Birkerød.

Alle borgere i Rudersdal kan fremsende deres anbefaling til, hvem der skal modtage prisen. Hvis du ønsker at indstille en kandidat til årets pris, skal du blot sende dit forslag til Jack Otto Kristensen, formand for Rudersdal Kulturparaply, på mail jack-ok@cavalius.dk.

Fristen for at indstille til årets Kulturpris er den 22. juli 2018.

Prisen vil sammen med en række andre priser blive overrakt af Borgmester Jens Ive ved Fest for Frivilligheden på Frivillig Fredag den 28. september 2018.

Ønsker du at deltage i Fest for Frivilligheden, kan du snart tilmelde dig på Rudersdal Kommunes hjemmeside.

Tak fordi I kom

Foto: Christoffer Buster Reinhardt, mdl. af bestyrelsen for Rudersdal Kulturparaply

Vi havde en herlig Næsseslotkoncert i dag med Joachim Knop, Erik Karlberg, Vedbæk Garden, Rudersdal Musikskole, Ladies Only, Seven Sharp, Rudersdal Harmonika Orkester og ikke mindst et herligt fælles børnekor med 65 meget unge sangere fra Vedbæk Kirke, Søllerød Kirke og Bistrup Kirke.

Hele arrangementet med mange frivillige kørte fint – ikke mindst takket være Janne Kühl, som tog over efter de tidligere års dynamo bag koncerterne, Ida Holbech.

Og vejret var med os. Lunt og overskyet. Først her nogle timer senere er der kommet lidt regn.

Vi vurderer, at der var omkring 700 gæster i løbet af dagen.
Tak fordi I kom!

Sommerkoncert ved Næsseslottet – med flot vejr

Fantastisk vejrudsigt for Næsseslot-koncerten

Der er udstigt til perfekt vejr til koncerten i parken ved Næsseslottet i morgen, søndag den 10. juni kl. 14. (Se mere om koncerten nedenfor).

Et tæppe og en flaske vand vil gøre stor nytte. Plænen i parken indbyder også til picnic eller andet godt under koncerten.

 

Sommerkoncert ved Næsseslottet

Oplev operasanger og skuespiller, Joachim Knop – og samtidigt en række lokale sangere og musikere – i den smukke park med udsigt til Furesøen ved Næsseslottet. Gratis entre.

På scenen vil undervejs også være fælles børnekor fra kirker i Rudersdal, Det Danske Harmonika Akademi, Rytmisk Korforsyning og musikindslag, hvor musikskolen præsenterer talentfulde elever. Publikum involveres flere gange i fællessang ført an af Joachim Knop og de øvrige optrædende. Arrangementet indledes af borgmester, Jens Ive, og med tattoo med Vedbæk Garden.

Se hele programmet her: PROGRAM – Næsseslotkoncerten

Rammen om dette arrangement vil være et af de smukkeste steder i Holte – en scene bygget op på plænen foran Næsseslottet med udsigt til Furesøen.

Koncerten gennemføres som åben koncert med gratis adgang for alle. Den har tidligere trukket hundredvis af tilskuere – ofte med tæpper, klapstole og picnic-kurve. Det har skabt en helt særlig stemning i den traditionsrige, naturskønne park.
Koncerten arrangeres af Rudersdal Kulturparaply i samarbejde med Rudersdal Musikskole og med involvering af repræsentanter fra de lokale kirkers organister og kommunen. En tværgående gruppe af ildsjæle står for det konkrete arbejde med at arrangere koncerten.

Arrangementet er gennemført 5 gange tidligere – hvert andet år siden 2008. Det er blevet gennemført med flot støtte fra publikum, fonde, kommunen og meget frivilligt arbejde.