Denne inspirerende digteraften med tre spændende digteres oplæsning af deres tekster foregår i Café Hyggestund’, Hovedgaden 47, Birkerød. Det er tirsdag d. 6. juni klokken 17.30 – 20.30 Der er gratis entré. Før eller undervejs kan du købe en bid mad, snacks og lidt at drikke.
Arrangeret af Café Hyggestund’ og Rudersdal Kulturparaply
Medlemmer af Rudersdal Kulturparaply indbydes til vores generalforsamling onsdag den 19. april 2023 kl. 19.00 – i Vedbæk Kulturhus (den gamle station, indgang i opgang på bygningens højre side)
Det giver mulighed for at høre mere om de forskellige aktivitet og en mulighed for at påvirke, hvad vi skal fokusere på. Du har også mulighed for at engagerede dig i aktiviteter og for at komme med ideer til aktiviteter i Kulturparaplyen. Ring gerne (23 72 76 11), hvis du på forhånd vil vide mere.
Dagsorden ifølge vedtægterne:
Valg af mødeleder (indstilles af bestyrelsen)
Registrering af stemmeberettigede repræsentanter
Formandens beretning
Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse
Indkomne forslag
Drøftelse af hovedlinjerne for foreningens virksomhed for det kommende år, herunder fremlæggelse af forslag til budget og fastsættelse af kontingent
Denne gang har vi også et særligt punkt i programmet: Hans Henrik Goth vil kort fortælle om det nye Vedbæk Kulturhus, som han er hovedkraften bag. Han vil også fortælle om den nye Vedbæk Kulturnat, som han/de startede sidste år, og som kommer igen torsdag den 11. maj kl. 17-20. Følg også alle deres aktiviteter på Facebook.
Generalforsamlingen for Rudersdal Kulturparaply foregår i år i det nye kulturhus i Vedbæk
Vi håber, vi ses til en hyggelig aften! Venlig hilsen, Bestyrelsen for Rudersdal Kulturparaply
Kære forening, kulturaktiv
eller erhvervsdrivende i Rudersdal
Nærum Kulturdag er i år fredag den 16. juni kl. 15 – 19. Vi håber, I vil være med!
Nærum Kulturdag er en
hyggelig dag, hvor borgere i Nærum, voksne som børn, kan møde kulturen,
erhvervslivet, idræts- og foreningslivet i Nærum og måske opdage nye
interesser, produkter og partnerskaber. Igen i år bliver der arbejdet på gode
overraskelser og masser af stemning.
Nærum Kulturdag finder sted på Biblioteksalléen i Nærum – ved udendørsområderne omkring Nærum Bibliotek, Gården i Nærum (Ung i Rudersdal), Rudersdal Museer/Historisk Arkiv, Hegnsgården og Biblioteksparken. Placeringen af jeres aktivitet vil som udgangspunkt være i Biblioteksparken. Det er gratis at deltage, både med en stand eller som gæst.
I kan melde jer til med en stand og eller et kort underholdende indslag (fx en opvisning) inden 2. maj 2023 ved at skrive til Merete fra Kultursekretariatet, mear@rudersdal.dk. Vær opmærksom på, at der kan være adgang til strøm efter ønske, men at I selv skal medbringe borde, stole, pavilloner, kabler og eventuelt lydanlæg.
Når I tilmelder jer, vil vi bede jer om at svare på følgende: – Vil I deltage med en stand, optræden/opvisning eller begge dele? – Fylder jeres stand mere end en enkelt pavillon? I så fald: Hvor meget? – Har I brug for adgang til strøm?
Vi glæder os! De bedste hilsener fra arrangørgruppen, Miki Kondrup Due og Karina Smith Petersen, Ung i Rudersdal Morten Meinert Jensen, Rudersdal Museer Helle Jensen, Rudersdal Bibliotekerne Merete Arnoldi, Kultursekretariatet Jack Otto Kristensen, Rudersdal Kulturparaply, jack-ok@cavalius.dk / 23 72 76 11
Vi synes, at nogle arrangementer om ord, litteratur og bøger måske bliver overset lidt. Mange vil gerne deltage, men misser det måske.
Det må vi kunne gøre noget ved! Vi har lavet en oversigt over nogle “litt”-arrangementer i den kommende tid i Rudersdal. Tanken er, at hvis alle arrangørsteder deler oversigten – som plakat eller online – så hjælper vi hinanden til sammen at synliggøre alle de ting, der rent faktisk foregår. Hvis ideen fænger, vil vi med jævne mellemrum opdatere listen med nye arrangementer. Og der er sikkert allerde noget, som vi har overset. Giv gerne et tip på jack-ok@cavalius.dk
Rudersdal Kommune inviterer til reception for at hædre Årets Kunstner 2023 – keramikeren Priscilla Mouritzen fra Holte. Borgmester Ann Sofie Orth vil byde velkommen samt overrække titlen. Efter hædringen bydes på et lille glas.
Prisen “Årets Kunstner” uddeles i år for 16. gang, og er dermed en god tradition, som sætter fokus på den mangfoldighed af dygtige kunstnere, som bor i Rudersdal. Rudersdal Kulturparaply er med i “kunstjuryen” for denne pris, som uddeles af Rudersdal Kommune.
Alle er velkomne til receptionen i Rådssalen i Rådhuset, Øverødvej 2, Holte. Det er torsdag den 23. februar kl. 15.30.
Vi er med til Rudersdal Folkemødedag lørdag den 3. september
9.30 – 16.30 i Havarthigaarden i Holte (Øverød). Vi vil gerne vise så mange af
vores medlemmer som muligt på standen og i vores snak med besøgende.
Har i noget, I gerne vil have med på standen? Det kan være
foreningsfolder, program, invitation til udstilling eller noget helt fjerde. Med
større ting som roll-up, plakater, flag m.m. vil vi gøre det bedst praktisk
mulige.
Det kan jo også være, at I deltager selv. Så glæder vi os
til se jer! Det bliver uden tvivl en god og levende dag med spændende
mennesker.
Hvordan gør vi?
Du kan enten aflevere til os på standen omkring åbningstid
kl. 9.30 på dagen, eller hvis det ikke er praktisk muligt, kan du kontakte os,
Martin eller Jack; og så finder vi ud af noget.
Venlig hilsen, Rudersdal Kulturparaply Martin Meldgaard – martinmeldgaard@hotmail.com – 42 95 15 64 eller Jack Otto Kristensen – jack-ok@cavalius.dk – 23 72 76 111
Den 29. august 14-20 vil der være et stort udendørs, familierettet arrangement ved Birkerød Idrætscenter. Der vil være koncert med gode navne, og der vil også mulighed for foreninger og andre for at arrangere alle mulige aktiviteter undervejs. Det er meget op til jer, hvilken aktivitet der vil være god til at profilere jer.
Vi regner med, at der kommer et par tusind til arrangementet, som finansieres af kommunens særlige bevilling til genåbning af kulturlivet og koordineres af Mantzius.
Har I lyst til at være med? Så kontakt jack-ok@cavalius.dk – eller Mantzius – for at høre mere. Gerne ret snart. Det hele er stadig lidt i støbeskeen lige nu.